Det hele begyndte på dybt vand
I 30 år bestred Frank Arnesen store stillinger i flere af de europæiske topklubber, men det hele begyndte på dybt vand. Med blot ét enkelt HF-fag på cv’et “vidste jeg jo slet ikke, hvad det drejede sig om,” og det var da også ved at gå galt. Det fortæller nu 69-årige Arnesen, der er aktuel med en ny bog.
Frank Arnesen går meget langsomt, som en gammel mand, og bevægelserne står i spøjs kontrast til hans øvrige ungdommelige fremtoning og generøse talestrøm. Han udstråler samme energi som for 40 år siden, hvor han personificerede det historisk sprudlende dynamitlandshold, der ikke nåede så langt, som det måske kunne have gjort, men vandt hjerter for evigt.
Det er syv uger siden, han blev opereret.
“Jeg havde allerede fået to nye højre knæ, og nu har jeg også et nyt venstre. Det er egentlig utroligt, ikke? Jeg får tre nye knæ, når man kun har to.”
“Og jeg har allerede kunnet gå i to uger nu. Men jeg skal passe på, for jeg har gået meget, og jeg har ingen krykker med.”
Frank Arnesen har boet i udlandet, siden han som teenager for 50 år siden rejste fra Christianshavn til Amsterdam for at blive professionel fodboldspiller, fulgt af sin hustru Kate, der også er med tilbage i København i denne uge, hvor Arnesen udgiver sin selvbiografi.
Et ødelagt højre knæ forhindrede allerede tidligt en stor karriere i at blive meget større. De fleste havde nok givet op, men Arnesen kom altid tilbage og spillede en halv karriere kun på ét knæ, det venstre. Nu har han altså fået et nyt, men rekonvalescenten har svært ved at vente på at kunne bruge det.
“Jeg laver øvelser hver dag, men så sagde fysioterapeuten til mig: ‘Nej, nej, nej, du må kun lave dem to gange om ugen. Og du laver dem jo som styrketræningsøvelser, det må du da ikke. Du skal gå stille og roligt fremad.’ Så sagde jeg: ‘nå, nå’. Jeg vil altid sætte rekord. Hvis jeg får at vide, det tager seks uger at kunne gå igen, vil jeg gøre det på fem.”
Arnesen ryster lidt på hovedet af sig selv og fortæller, at han for nylig fandt ud af noget, han havde glemt.
“Min kone og jeg kom til at tale om det første halve år, jeg var professionel i Holland. Jeg husker det som en rigtig god og spændende tid, men så sagde min kone: ‘Frank, du var jo altid syg.’ Jeg havde glemt, at jeg konstant havde halsbetændelse eller feber, fordi træningen var så hård. Og jeg ville jo være den bedste.”
Det begyndte på dybt vand
Umiddelbart kunne det ligne et paradoks, at der under Frank Arnesens velkendte afslappede og humørfyldte facon bor en frådende ambitiøs vindertype.
“Nej, nej, nej, der er ingen modsætning. Vi kunne lave sjov, men vidste, hvornår det var alvor. Lige siden jeg var dreng, vidste jeg, at jeg måtte arbejde hårdt for at blive den bedste. Som professionel elskede jeg træningslejre og havde en evne til at lukke alt ude, og senere kunne jeg ikke, som andre ældre spillere, få mig selv til at træne stille og roligt. Det var spild af tid, følte jeg. Jeg har altid givet 100 pct.”
Få uger efter et benbrud satte en endegyldig stopper for karrieren, blev Frank Arnesen ansat som ekspert på det nystartede TV2, så assistenttræner i sin gamle klub PSV Eindhoven, en af Europas førende dengang.
Meget hurtigt blev han forfremmet til såkaldt teknisk direktør – starten på en 30 år lang karriere som sportsdirektør i en række europæiske storklubber – og fandt sig selv ude på dybt vand.
“Da jeg blev sportschef for første gang, vidste jeg jo slet ikke, hvad fanden det drejede sig om. Jeg havde taget ét HF-fag i samfundsfag og manglede de ti andre. Det eneste, jeg havde lavet i mit liv, var at være fodboldspiller, så jeg arbejdede benhårdt, fordi jeg ville gøre det så godt som muligt. Jeg ville ikke kunne holde ud, at jeg ikke havde gjort mit bedste, hvis det ikke gik godt. Jeg stillede lige så høje krav til mig selv, som da jeg spillede.”
Frank Arnesen beskriver de første tre år som de hårdeste i sit liv.
“Jeg kom hurtigt til at overtage to andre stillinger i klubben, så jeg havde tre fuldtidsjob, med mange mennesker under mig og ingen erfaring. Det var helt vanvittigt. Jeg kunne aldrig drømme om at give op, men jeg var ved at knække sammen af stress. Især fordi jeg ikke kunne holde ud, at jeg ikke kunne gøre alting godt. Du bliver stresset af de ting, du ikke når.”
“Du bliver stresset af det, du ønsker at gøre, men som du egentlig ikke har forstand på.”
Han ved også, at han “ikke var den sjoveste at være gift med” i den periode.
“Da jeg blev tilbudt jobbet som sportsdirektør, sagde jeg til Kate, at jeg ikke vidste, hvad det var, men jeg ville prøve at gøre det så godt som muligt. ‘Du ser mig ikke ret meget de næste tre år,’ sagde jeg. ‘Kan vi leve med det?’ Kate svarede: ‘Hvis det er det, du vil, så gør vi det.’ Jeg har været meget heldig at have Kate.”
“Da vi i sin tid tog afsted til udlandet, var Kate 18 år og højgravid med vores tvillinger. De fleste ville nok være taget hjem for at føde, men Kate sagde bare: ‘Det er helt fint, jeg føder bare her’, og hun sørgede for det hele. Hun vidste præcis, hvad der skulle til, uden at vi satte ord på det, hun fandt bare selv sin rolle. Det er jo fint nok at være forelsket, men det går også over på et tidspunkt og bliver forhåbentlig til, at man elsker den anden. Og der har jeg været heldig, for selvfølgelig var det svært for hende indimellem. Jeg var fandeme egoistisk. Det var kun mig, det drejede sig om.”
Første sportsdirektør
Midt i de hårde år lærte Frank Arnesen meget af klubbens præsident, Willem Maeyer, som havde siddet i Philips-koncernens ledelse i en årrække. Særligt én ting hjalp ham.
“Jeg gik jo hele tiden og tænkte på de ting, jeg ikke gjorde godt nok, men en dag sagde Willem Maeyer til mig: ‘Det tager mellem seks og otte år at finde ud af, hvad ledelse er, og blive en rigtig god leder. Uanset om det er direktør i en virksomhed eller en fodboldklub, fordi strukturerne er de samme.’ Det hjalp mig at vide, at det tager tid.”
Willem Maeyer var manden, Philips sendte ud i hele verden, hvis en afdeling ikke kørte, og så rettede han op på tingene. “Han lærte mig at analysere og kigge på, hvad der ikke er brug for, hvad der kan gøres bedre, og hvad der fungerer.”
Det var først senere, det rigtigt gik op for Frank Arnesen, hvad de første hårde år havde betydet. Efter ti år i PSV blev han i 2004 hentet til Tottenham som den første sportsdirektør i Premier League.
“Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde lært, før jeg kom til Premier League. Jeg havde været i alle tænkelige situationer og havde arbejdet med så mange forskellige områder gennem mine år i PSV, så jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig lavede jeg stadig fejl, men jeg kunne hele tiden bruge det, jeg havde med.”
I Holland havde han købt, udviklet og solgt stjerner som Romario, Ronaldo, Ruud van Nistelrooy og Arjen Robben, men Premier League var større, og det samme var Frank Arnesens nye stilling i London.
“Da jeg kom til Tottenham, tænkte jeg, hold kæft, det er nyt og stort, det her, og jeg var helt vild med det. Jeg gik jo til den, og fik så besøg af en af mine scouts fra Holland, og det første han sagde til mig var: ‘Du ligner jo et lig, mand’. Skægt nok havde jeg en helt anden fornemmelse af, hvordan jeg havde det. Jeg følte, at jeg havde det godt. Selvom jeg lignede et lig.”
Magtkampe og store egoer
Efter sæsonen blev Arnesen kåret som årets sportsdirektør af World Soccer og hentet til verdens dengang rigeste klub, Chelsea, som han var med til at gøre til en magtfaktor i europæisk fodbold. Her skulle han bl.a. samarbejde med den russiske klubejer Roman Abramovich og cheftræner José Mourinho.
“Der er mange magtkampe og store egoer i fodbold, men min strategi har altid været at forklare dem, at to par øjne ser bedre end ét – og at man kun bliver bedre af at være flere. Jeg har aldrig haft noget stort ego. Jeg vil gøre mit bedste, men jeg behøver ikke at være den, det handler om.”
“Jeg lærte jo også hen ad vejen, hvad jeg ikke var god til, så der skulle jeg lytte til dem, der havde mere forstand på det. For eksempel ... financiën. Ikke fordi jeg ikke kan regne, men jeg var selvfølgelig ikke så skarp som dem, der havde det som deres område. Jeg blev god til at se på mig selv og sige: ‘Du er ikke god til alt, så der finder du nogen, som er bedre end dig.’”
Han husker også udfordringerne med bestyrelser uden fodboldforstand: “Det værste er, hvis du har mennesker i en organisation, som tror, de har forstand på fodbold, og tror, du skal høre efter dem, uden at det er deres ansvar. Det oplevede jeg hele tiden, og det er også der, problemet ligger for mange klubber.”
Et kort øjeblik lyder hans betoning pludselig fuldstændig som Kim Larsen, bred københavnsk dialekt fra ca. 1970 – omkring den tid, hvor en 14-årig Arnesen hang ud i kredsen omkring Gasolin på Christianshavn: “Fordi alle de høje herrer tror, de er skidedygtige. Det er de også forretningsmæssigt, men fodbold er helt anderledes.”
Frank Arnesen spillede guitar i mange år og underholdt ofte med netop Kim Larsens sange, også på det danske 80’er-landshold. Her var Morten Olsen den ubestridte lederskikkelse, mens Arnesen var det uformelle samlingspunkt. Landstræner Sepp Piontek bad flere gange en ukampdygtig Frank Arnesen rejse med landsholdet, fordi han var afgørende for holdånden.
“Jeg prøvede altid at være lidt konstruktiv: ‘Hvorfor gør du ikke sådan i stedet?’ Som sportsdirektør har jeg heller aldrig set min position som magt. Mange misforstår, at de har et stort ansvar, og så benytter de magten til at tryne folk.”
Frank Arnesen vender flere gange tilbage til sit første job som assistenttræner for Sir Bobby Robson i PSV. “Han korrigerede mig, kom med gode råd og gav mig plads. Han var eminent til at uddelegere og opmuntre. Folk skal have støtte og tillid til at udvikle sig. Tryghed hører sammen med tydelighed.”
Guldbryllup og sang i badet
Til sommer fejrer han guldbryllup med sin Kate. De bor i Eindhoven i Holland, ligesom deres fire børn og ni børnebørn. Her sidder Frank Arnesen i fodboldklubben PSV’s bestyrelse. Han fortæller entusiastisk om, at han sammen med præsidenten for et par år siden fik klubben til at tage kvindefodbold seriøst: “Nu fører vi ligaen med fire point og to kampe tilbage.”
Det er fire år siden, han stoppede i sit sidste job som teknisk direktør i Feyenoord, hvor han bl.a. hentede den nuværende Liverpool-træner Arne Slot til klubben. Indimellem får Frank Arnesen stadig henvendelser fra klubber, som vil hyre ham som sportsdirektør.
“24-7 igen? Det tror jeg ikke. Men der kan jo pludselig komme et tilpas spændende tilbud, og så ved man aldrig.”
Før i tiden drømte Frank Arnesen aldrig, at han spillede fodbold i søvne. Det begyndte først flere år efter, han stoppede karrieren som 31-årig efter endnu en alvorlig skade. “Jeg kan huske, at i lang tid ramte den altid stolpen, eller røg lige forbi, når jeg skød på mål. Men de senere år er den sgu røget i mål i stedet for udenom. Jeg kan ikke forklare det.”
Savner du at spille fodbold?
“Nej, jeg har aldrig savnet det. Min krop kunne ikke mere. En gang imellem tænker jeg da på, hvor langt jeg kunne være nået, hvis jeg ikke havde været så meget skadet. Men det rører mig ikke, for hvis jeg ikke var blevet skadet, var jeg kommet ad en anden vej, og så ville jeg ikke have oplevet alle de fantastiske ting, som jeg har.”
Han har ikke spillet guitar i ti år på grund af gigtlignende gener i hænderne, men han synger i badet, og det er stadig Frank Arnesens stemme, der høres hver gang, det danske fodboldlandshold spiller “Re-Sepp-Ten”.
“Dengang kunne jeg slet ikke holde ud at høre min egen stemme. Men nu har jeg vænnet mig til den.”
Man kunne forgude Preben Elkjær og Michael Laudrup, beundre Søren Lerby og Morten Olsen på det enestående 80’er-landshold. Men ingen var universelt elsket som Frank Arnesen. Hvis man én gang har hørt næsten 50.000 tilskueres taktfaste “AR-NE-SEN” i Idrætsparken, glemmer man det aldrig.
“Jeg ved det ikke … Jeg var bare, som jeg var, tror jeg. Jeg kunne aldrig drømme om at gå forbi én, der ville have en autograf. Det er fantastisk, og jeg var og er meget bevidst om, at det var en gave. Nå, ja, så var der måske også det, at jeg kunne grine. Også af mig selv. Man skal jo have noget selvironi. Det er jo bare fodbold.”