Lige efter at jeg er kommet ud af Altona Banegård, ser jeg et lille sted, hvor jeg kan få lidt at spise. Jeg tror egentlig, at han er italiener, og bestiller et panini med serranoskinke og et glas vin. Men da jeg smager vinen, mærker jeg, at det her er ikke en italiener – nej, han må være portugiser.
Ja, og det er han. Han kommer fra Alentejo, og det gør denne dejlige vin også. Så vi får straks en snak om Cabanas og om, hvordan det hele bare har forandret sig og er blevet frygteligt. Det gælder også for Nazaré, der svarer til Klitmøller. Pludselig kommer jeg i tanker om, at grunden til, at jeg er her i byen, jo er for at se på de hoteller, jeg har foreslået Jes at booke, når han og hans kor vil ned til St. Pauli. Og her på det sidste har jeg grublet en del over, om det måske ville være smartere at bo udenfor St. Pauli – et sted hvor der er nogenlunde roligt, så man også kan sove i fred og ro.
Derfor spørger jeg værten, om der er et billigt hotel i nærheden, og det er der – kun 200 meter derfra. Så jeg smutter derhen og får en snak med en pige ved receptionen. Men hun kan ikke hjælpe mig; jeg bliver nødt til at sende en forespørgsel. Udenfor stiller jeg mig på fortovet og ringer til Dorf for at fortælle ham, hvordan livet på Große Freiheit foregår, og hvorfor det måske ikke er helt så smart at vælge netop et hotel, der ligger dér. Men han har allerede bestilt, selvom de vist har misforstået ham.
Pludselig siger det bang – noget slår hårdt imod mig. Jeg falder, telefonen ryger ud af hånden, og jeg knalder mod fortovet. Jeg springer op. En idiot af en e-scooter-kører har ramt mig. Han står ved siden af mig. Jeg er i chok og skælder ham ud. Bilister standser og kommer over for at hjælpe, fordi de mener, at det så frygteligt ud. De råder mig til at hente politi og ambulance. Men det vil jeg ikke. Jeg vil jo ned til St. Pauli.
Så afmarch og ned til Reeperbahn. Nede på hotellet St. Joseph får jeg ordnet Dorfs reservation, så de får seks dobbeltværelser sammen med et fireværelses. Klokken er nu 15, og på Große Freiheit er
er livet ikke rigtigt begyndt endnu, men så småt vågner folk. Jeg får mig en snak med nogle gamle beboere og får bekræftet min formodning om, at hotellet må være en del af det gamle Palais Amour. Nu hvor hotellet er bestilt, er der faktisk ingen grund til at se på de andre. Så i stedet går jeg bare lidt rundt på St. Pauli, men vil alligevel ned i Lincolnstraße for at se på det første hotel, jeg fandt: »Kiezbude«. Så jeg går først til Hans-Albers-Platz.
Her opdager jeg, at Chicago er lukket, og at det nu er blevet et bordel, der hedder Frieda B. Hvem er Frieda B., og hvorfor hedder stedet sådan?
At finde ud af det må blive min næste opgave i St. Pauli. Det er skam sørgeligNaturligvis kan jeg ikke lade være med at smutte igennem Herbertstraße. Men den er heller ikke som før. Okay, det er eftermiddag, men der er næsten ingen piger i vinduerne og kun mig på selve gaden. Sikke tomt der er! Det har jeg aldrig oplevet før. Det er fredag og ikke mandag!
Perspektiv fra Chikago ned mod Reeperbahn!
Alså modsat mit foto!
Nostalgi!Lad mig komme videre mod Lincolnstraße. Nå ja, inden jeg kom til Hans-Albers-Platz, kom jeg jo lige forbi dette klassiske St. Pauli-hotel.
Det var som at vende tilbage til en tid, der for længst er ophørt med at eksistere. Jo, her er der stadig tale om en rigtig slyngelstue, selvom de gamle øldrikkende og rygende mennesker bestemt ikke var slyngler, men mennesker med en lang og hård historie. Her kan du bare komme ind og leje et værelse for 30 euro per nat – men der skal betales kontant! Hm… hvordan mon det ser ud? Ja, det er som dengang matroserne kom og skulle leje et værelse sammen med deres pige. En tid vi helt har glemt.
Nå, men jeg måtte videre, og naturligvis kunne jeg ikke huske, hvor Lincolnstraße ligger. Men nu ved jeg, at den ikke ligger i St. Pauli, men i Altona – ligesom Große Freiheit på den anden side af Reeperbahn. Så jeg måtte spørge om vej hist og her. Det er meget bedre end at bruge Google! Sådan kommer du i kontakt med mennesker, sådan får du en snak – som jeg gjorde på Karl-Tönnies-Platz. En dejlig og enormt hyggelig plads på grænsen mellem St. Pauli og Altona, på havnesiden.
Her spurgte jeg en dame om vej, og se, vi kom i snak og gik sammen et stykke af vejen, mens hun fortalte og snakkede. Hun kom oprindeligt fra Kiel og var nu havnet her, hvor hun har boet i 30 år. Hun skældte ud over naboerne og indvandrerne, der ikke arbejdede, men kun svinede alt til. Selv er hun af tyrkisk afstamning, og sjovt nok har vi arbejdet det samme sted – nemlig i Altonas pakkecentral. Jeg vel nok nogle år tidligere. Det var sjovt, og jeg tror, hun godt kunne være blevet min veninde. Men som så tit skiltes vi, og jeg gik ned ad Lincolnstraße og kom forbi dette fine hotel.
Så jeg gik ind for at se på det og få en snak med damen ved receptionen. Jeg tror, det her er et rigtig godt hotel og et godt sted at bo på St. Pauli. De tilbyder også et tre-sengs-værelse, som Jes jo gerne ville have haft. Men her er naturligvis meget roligere end ovre på St. Joseph. Nede på hjørnet ligger så »Kiezbude«, som ikke så særlig tiltalende ud udefra. Og desuden er det et nøglehotel, så jeg kunne ikke bare komme ind. Godt, at vi ikke valgte det.
Nu stod jeg igen på Reeperbahn og blev enig med mig selv om, at nu ville jeg gå ned til Landungsbrücken ad Reeperbahn og op til Bismarck-statuen og så den vej ned. Jeg fik lige købt en stor og dejlig börek for 4 euro. Da jeg kommer til Hans-Albers-Platz, ser jeg gutten, der kørte mig over, og hans ven. Jeg følger efter. De skynder sig væk, men jeg følger! Så stopper de, og ham der kørte mig ned, går mig i møde, rækker hånden frem og siger endnu engang undskyld, og de tilbyder mig en drink på en af de mange barer. Det går jeg med til! Og vi havner på den første bar.
Her er så fyren der kørte mig ned
Det bliver et par typiske irske druktimer for mit vedkommende. Ham der kørte mig ned, hedder Martin, og hans gode ven Jack er en virkelig sympatisk fyr. Jack fortæller mig, at han hele tiden skal passe på Martin, der opfører sig som et lille barn. Han fortæller mig en masse om sig selv og sin far, der var IRA-mand. Begge kommer fra Nordirland, men lever nu i Eire. Naturligvis hører vi også gamle IRA-sange i baren, som nok ejes af araber. Desværre forstår jeg ikke ret meget – mit engelsk er jo ikke det bedste, og så den irske accent oveni. Fyren bag baren er meget flink og en fin type, der har boet på St. Pauli i 30 år og kan fortælle, at Chicago lukkede for ca. fem år siden.
Martin – manden der kørte mig ned – er nu blevet endnu fuldere.
Jeg afslutter det irske eventyr med et sidste billede, der viser en gruppe skøre irere, der kom ind i pubben. Og min Guinness står i forgrunden. Klokken var nu ved at blive 18, så jeg måtte og ville videre. Det hele blev også for meget. Det var bare det helt store druk. Alle fuldstændig fulde.
Jeg ville ned til Landungsbrücken og over i det portugiskee kvarter for måske at spise »portugisisk«. Jeg går op ad Davidstraße, kigger lige ind i Davidquelle, som ikke umiddelbart har forandret sig, og bagefter ind i Bernhard-Nocht-Straße, hvor jeg pludselig står over for en lille alternativ biks – ja, en slags grøn købmand. Fyren kommer fra Dresden og kom hertil i ’89. Så han hører til de fede østtyskere, som jeg har mødt så mange af, der bare ønskede deres frihed og at lave noget, de elskede. Så jeg købte en flaske vin hos ham og fortsatte min tur ned til havnen.
Langs med havnen og forbi Landungsbrücken, over på den anden side hen imod Portugieserkvarteret i bydelen Neustadt, som ligger nedenfor Michel-kirken. Jeg kunne næsten ikke genkende kvarteret – det er blevet et gastronomiområde, modsat dengang jeg boede i byen. Dengang var det primært små forretninger.
Landungsbrücken
Ja og nu er jeg jo så nået over på den anden siden. Kommer lige forbi en traditionel kneipe, men synes ikke rigtig jeg har tid til at gå derind. Den må så vente til næste gang. Nu vil jeg ind i det portugiske kvarter og faktisk er jeg der allerede.
Min Hamborg-tur stopper der, hvor den startede. I Portugal!
Her ser du en lille hyggelig portugisisk vinbod, hvor du både kan købe og drikke vinen. Naturligvis prøvede jeg 2 vine og købte en flaske fra Alentejo. Og igen fik jeg mig en lang snak med ejeren, og igen blev det Cabanas og Nazaré, og igen var vi enige: »Det er jo bare blevet frygteligt.«
Jeg spiste en dejlig tunfiskesalat sammen med et godt glas vin lige om hjørnet
og drog bagefter afsted mod hovedbanen for at komme hjem og var oppe hos Klaus ca. kl. 24.